Kræsten Krum Byskov

Et kortfattet livsforløb:

Jeg er født i 1957, Birkerød, i et hjem, hvor der kom mange pressefolk og kunstnere. Min far var tegner, -fra ham fik jeg den første tegneglæde. Han lærte mig nu ikke noget i klassisk forstand, men var ærlig, når han gav udtryk, for det jeg lavede. Og jeg kunne jo se, at det var et arbejde.
Jeg malede også med oliefarver, mest inspireret af surrealisme, Dali f.eks, eller mærkelige tegneserier.
Jeg tegnede efter billeder i bøger, især af Michelangelos skulpturer og fresker, Leonardos anatomistudier og græske antikke skulpturer.
Desuden havde jeg den glæde, at Ekstra Bladets kunstanmelder, Alex Steen, engang imellem tog mig med rundt på galerierne, når han skulle anmelde. Her oplevede jeg, hvordan, mindre kendte kunstnere, hoppede og sprang for den store anmelder, -og hvordan den store anmelder, blev ydmyg, overfor endnu større kunstnere. Indimellem var der også god kunst.
Jeg udstillede lidt i gymnasietiden, på kulturhuse og værtshuse.
Min far syntes ikke jeg skulle blive kunstner, da det er socialt tåbeligt. Det lå lissom i luften, at jeg skulle tage en "sikker" uddannelse. Jeg læste så biologi. Som studenterjob, begyndte jeg at illustrere lidt. Først i Gyldendals litterære blad, Fælleden, redigeret af Ebbe Kløvedal Reich. (Ja, vi er i halvfjerdserne) Siden andre steder, -og mit biologistudie holdt to år.
Jeg kom så ind på Glyptotekets tegneskole, med Egon Bjerg Nielsen, som lærer. Det var skrap skoling, f.eks tre måneder foran samme skulptur, stor størrelse, og samme tegning. En stor kontrast til det flippede halvfjerdserliv, udenfor Glyptoteket.
Egon Bjerg Nielsen var en tungsindig person, kunne nærmest virke gnaven. Efter at man havde stået alene, en uges tid foran sin uanfægtede statue, kunne han komme, og kigge længe og bekymret. For så tilsidst at udbryde:"Jeg bliver meget ked af det når jeg ser sådan noget!" Mumle et eller andet, og gå igen.
Ladt alene, stod man der, i skyggen fra de antikke søjler, med uvisheden og tungheden. Alligevel fik han på andre tidspunkter forklaret de grundlæggende elementer i billeddannelse. Jeg bruger stadig hans lærdom som godt malerværktøj.
På Glyptoteket mødte jeg også kunstnere, hvis venskab jeg har bevaret til i dag. Jeg mødte så den kvinde, der skulle blive min kone. Vi tog til Indien og Nepal og flippede rundt et halvt år. Da jeg kom hjem, var nogle af de andre fra Glyptoteket, startet hos en maler, der hed Niels Hermann Wamberg.
Niels Hermann Wamberg, var en lille, karismatisk mand, med fuldskæg og et hysterisk grin. Han havde sin malerskole i Heibergsgade. Vi stod som sild i en tønde, og malede opstillinger hele formiddagen, torsdag aften malede vi model. Onsdag eftermiddag havde vi billedanalyse. Alle billederne blev stillet op på staffelier, og man gennemgik en person ad gangen. Alle på skolen diskuterede den enkeltes billeder og hvorfor man malede, som man gjorde.
Wamberg lagde en hudløs ærlighed for dagen, med et glas hvidvin i den ene hånd, og pegepind i den anden. Den var ofte oppe og koge i lokalet, og nogen brød da også tudende sammen. Billeder siger mere om menneskers konflikter, end man umiddelbart kan forestille sig. Og her var Wamberg ligeså psykologisk stærk, som Egon Bjerg Nielsen var stærk idet "malertekniske".
De to lærere arbejdede også sammen, trods deres forskellige temperamenter. Alle eleverne tog med de to lærere på forskellige ture, til museer, og på rene malerture. Bølgerne gik højt, desværre så højt til sidst, at de afbrød deres samarbejde.
Senere gik jeg også hos billedhuggeren Ole Bunton, hvor man modellerede, og huggede granit. Her gik bølgerne ikke særlig højt, der var nærmest ingen. Men det var hyggeligt, ude på huggerpladsen i Sigurdsgade, ydre Nørrebro. Her var granitsten, vildtvoksende træer, hammer og mejsel. Huggerpladsen lå mellem små værksteder og fabrikker. Man nød en kold øl, velfortjent med trætte arme i det hyggelige hjørne, med de andre huggere.
Sjovt nok havde både Egon Bjerg Nielsen, Niels Herman Wamberg og Ole Bunton haft den samme professor på Akademiet, nemlig den strenge Frederiksen, Prik-Frederiksen som han også kaldtes.
Jeg flyttetede ud af byen, i landbrugskollektiv i Farum. Her malede jeg flere landskaber, og store fabulerende billeder. Tegneriet udviklede sig til flere illustrationsopgaver.
Jeg begyndte også at skrive og tegne tegneserie-album med nordisk mytologi. Det blev til fire tegneseriealbum på Carlsen og Gyldendal, samt en serie i Jyllands-Posten, en i Berlingerne, og en i Mellemfolkeligt Samvirkes blad Zapp. Jeg flyttede tilbage til byen, efter fem år, og startede på en tegnestue.
Jeg lavede bladtegninger for E.B.s kronik og til Weekend-avisens bogtillæg, samt et utal af illustrationer forskellige steder. Maleriet kom i baggrunden nogle år.
Det var midtfirserne, med tryk på receptioner, læderslips, og nemme penge. Vi udstillede vores tegninger alle mulige steder, Tyskland, Sverige, Finland, Italien, Galeri Asbæk, osv. Tre af os blev inviteret til Italien, som dommere i en tegnekonkurrence, hvor vi opførte os som rockstjerner, på det alt for fine hotel. Meget firseragtigt.

Firserne sluttede symbolsk nok med, at min kone skulle have vores første barn. Vi ville væk fra Nørrebro, men beholde tegnestuen. Vi flyttede til et naturskønt område mellem Birkerød og Allerød, Kattehale.
Det er et beskedent hus, men jeg byggede et udhus om, til et lille godt atelier. Og så kom der gang i skulpturene, og siden maleriet, igen.
En anden maler fra tiden på Glyptoteket, flyttede også til et lille hus i Kattehale. Vi fandt så ud af, at Niels Herman Wamberg var flyttet hjem til sin gamle fader i Blovstrød, et par km. væk. Der var gået 10 år siden malerskolen.
Niels Herman Wamberg var skilt, og havde forladt skuden i Heibergsgade. Han var nu blevet kunstkonsulent for Frederiksborg Amt. Vi besøgte ham, og han begyndte at arrangere billedanalyser. Mange af de gamle dukkede op igen, og nye kom til. Han arrangerede også nogle udstillinger, bl.a. på Hillerød Amtsgård, og Galeri Kobolt i Gothersgade, hvor nogen af os deltog.
Desværre kørte Wamberg sig selv hårdt, og døde tidligt. Nogle af de gamle elever mødes stadig, men de store billedanalyser er væk med Wamberg.

Idag både maler og illustrerer jeg. Mit lille atelier ligger inspirerende smukt. Jeg maler opstillinger, modelmaleri, og abstrakt. Nogen gange går jeg også ud i skoven og maler. Jeg er stadig tilknyttet tegnestuen på Nørrebro.
Sommeren 1997 forenedes bladillustrationerne med maleriet i Weekend-avisens bogtillæg i nogle portrætmalerier. De kan ses under portraits.

Om maleriet:
Man kan definere kunst og maleri på mange måder, de vil altid, blive afløst af andre.
Det mest forenklede udtryk, eller tegn, er menneskets skygge, f.eks. på en klippevæg. Måske det første maleri, er et skyggemaleri. Det er ihvertfald todimensionelt, som de allerførste hulemalerier. En nedlagt antilope, hægende på en stav mellem to jægere, kaster også skygge på klippevæggen. Man kan altså vælge mellem at male sig selv, mennesket, eller antilopen, -et andet objekt, udenfor sig selv.
Eller er vi selv antilopen, når vi maler den? Eller er den os, når vi står og maler den? Vi må se dens bevægelsesrytme for at fange den. Vi kan se det sammen, når den er malet. Noget der bevæger sig, holdes fast. En bevægelse i tid, og en forståelse, holdes sammen i et billede. Tiden, og fælles forståelse, holdes sammen, med de to dimensioner på klippevæggen.
En tager sit stykke kul, og dypper det i blodet fra antilopen. Nu er der et billede, der er sort,og et der har en rød farve. Endnu en dimension bliver føjet til. Farven. Hulemændene kan diskuterer, hvad det betyder for jagten, om den er rød eller sort. Men x-antal tusinder år senere, står maleriet der stadig. Nogle betydninger holdes fast i materialet. Noget i menneskets verdensbillede. Vi kan ikke forklare det, men vi kan fornemme det. Jo, mere vi ser uden at tænke, men sanser og lytter til billedet, desto tættere er vi på de to hulemænd, der diskuterede farvens betydning. Som et universelt lyn, slår beskuerens fornemmelse igennem tidsdimensionen. -fyrre tusinde år er ophævet. Beskueren er inde i hulemanden, inde i antilopen. Det er billedets kraft.

Siden er andre dimensioner kommet til maleriet. De flyder ind i hinanden, da det ikke er absolutte størrelser. Jeg nævner i flæng: Billedet som magtdemonstration, som symbol på en religion, som værdimålestok, som politisk agitation, som historisk vidnesbyrd, som bevidsthedsudvider. Som formoprør. Som sanseudvidelse. Som mentaludvidelse. Som temperaments-beskrivelse. Som filosofisk værktøj. Som drømmeværktøj, som investeringsobjekt.
Mange af disse faktorer kan beskrives og forklares med ord. Men der er noget "andet". Der er noget mere. Dette andet og mere kan ikke forklares med ord, men fornemmes. Det kræver noget af beskueren. Det kræver, at man for et øjeblik, ikke snakker, ikke tænker ord, slapper af i kroppen (står eller sidder godt, og lade skuldrene falde ned.) og lader sig synke ind i billedet. Man oplever noget andet end man plejer, og kan bagefter vende tilbage til den snakkende, og forklarende verden med en anden dimensionsfornemmelse.
Efter nogen tid kan man vende tilbage til det samme billede. Ens liv har flyttet sig lidt, på alle koordinater, men billedet er det samme. Nu vender billedet velkendt tilbage, uforandret, men med nye dybder. Man ser evt.nogle nye farveforhold, man synes måske billedet har en tempratur, der svarer til formernes grovhed eller forfinelse. Hele ens emotionelle sanseapperat bliver åbnet. Man vender tilbage til den ordrige verden, beriget med dette "andet", kun for at have nye dybder tilgode. Den "bevidste" verden får fylde, får krop.

Dette "andet" kunne være universel menneskelighed, man kunne slet og ret kalde det, det guddommelige, eller gud, man kunne kalde det sjæl, eller eksistensiel bevidsthed, emotionel bevidsthed. Man kan også bare kalde det en oplevelse. Hver tid har nok sit fortryllede ord. Men det er et sted, vi mennesker, for et øjeblik kan slippe vores menneskelige pligter, og være.

De forskellige malerier:

Opstillingerne: Hos Wamberg malede man hovedsalig opstillinger. Ganske banale ting, man selv havde lyst til at sætte sammen. Man kan både male dem temperamentfuldt eller forsigtigt. Man kan male dem stift eller løst. Man kan male dem kolde og fjerne. Man kan male dem kvalmende varme, eller dystre. Lette og elegante, eller overfladiske. Osv., osv. Det kan man også med andre typer af malerier. Men fordelen ved opstillinger er, at man kan vende tilbage til motivet. Det flytter sig ikke, som en model, det udspringer ikke af fantasien, som et fabulerende billede. Det begynder ikke pludseligt at regne, som ude i skoven. Det er kort sagt velegnet til undervisning, eller selv, at arbejde med sit billedsprog. Af og til kommer der faktisk også nogle gode billeder ud af det. De er ofte præget af denne lidt tradiotionelle æstetik, ganske som male-situationen er.

Modelmaleriet: Hos Wamberg malede vi også model. Jeg har nu altid tegnet model, hvor jeg har kunnet komme til det. Ofte har jeg brugt min kone til modelmaleriet. Modelmaleriet er meget intensivt, idet man ulejligere et andet menneske. Man har en vis tid. Modellen har svært ved at sidde stille, så længe ad gangen. Måske fryser modellen pludselig, -der skal simpelhen laves noget inden sceancen slutter.
Men derfor maler man også for fuld udblæsning, der opstår en tyk stemning af intensivitet i rummet. Man skifter mellem, at se på modellen som et menneske, og som et objekt. Graden af farvestyrken, man sætter af i starten af billedet, bliver ofte styrende for hele billedet. Det samme gælder graden af strøgstørrelser, forenkling osv. Samtidig er det et menneske man maler, det giver en vis uro. Menneskets udstråling mødes med malerens kamp med lærredet.
Når sådan et billede er færdigt, og bliver godt, er jeg meget lykkelig, og udmattet. Men det er frygtligt, når det ikke bliver godt. Man har spildt et andet menneskes tid.

Portrætmaleriet: Portrætmaleriet, er også meget intest. Her kommer genkendeligheden mere frem, på bekostning af billedsproget. Det psykologiske ligger meget i personens udtryk, og til dels også i maleformen. Da jeg lavede portrætterne til Weekend-avisen, lavede jeg først nogle tegnede skitser derhjemme. Men da jeg drog ud til personen, var det forfra. Jeg havde ofte bare en aftele på fire-fem timer, og skulle aflevere til avisen dagen efter. Der er ikke tid til fejltagelser. Bevidstheden om, at mange mennesker skulle se det, uanset udfaldet, kunne godt få adrenelinen igang.

Jeg udfører portrætter på bestilling. Ring 20 82 24 58 ...og lad os snakke om mulighederne.

Landskabsmaleriet: Er dejligt, fordi man går ud i naturen og med ydmyghed og fordybelse giver en stor ukompliceret følelse videre til beskueren. Ren kartharsis.

Abstrakt maleri: Når man har levet i mange år af at lave illustrationer, er det næsten nødvendigt at male abstrakt, for at ryste klicheer og rutine af sig. I en lang periode malede jeg kvadratiske abstrakte billeder, hvor den eneste hovedregel var : Alt hvad der begynder at blive figurativt, og genkendeligt skal males over. Lærrederne bliver lagt på gulvet, hængt op, vendt og drejet. Malingen kommer på, på alle mulige måder. Malet på, kastet på med og uden pensel, malet direkte på, ved at trykke tuben ud, med træstykker, ja, selv med mine sko.
Det er en proces, hvor man på en hel anden måde kan slippe, og flyve afsted i andre verdener. Vekslende mellem at billedet opleves, som et ophold på en anden planet, -bunden af en vulkan, -inde i jesus hoved, mens han siger:"Min Gud, hvorfor har du forladt mig?", -eller man er i en mikroskopisk regnskovsverden, hvor to ukendte arter parrer sig . Eller bare en følelse, det, der ikke kan forklares. Man er hjemme i sin sjæl....og.... til at billedet opleves som ren materieale; lærred, linolie, kadmiumgul, brændt umbra, pensel, palet, terpentin, osv. En total håndgribelig se-, føle-, lugte-, smage-, mærke sin krop-oplevelse.
Det er en rar udluftning af sindet, når man maler skønmaleri og gentagelser over, som eneste regel. Dog, sker det jo så, at selv denne regel brydes, man forfølger pludselig et spor, og giver fanden i sine egne regler.


Kræsten Krum Byskov